Korstole , fra o. 1500. I alt 10 stole, fem i nord og fem i syd er opstillet i koret imellem de to østligste pillepar, på hver sin side af altertavlen, vinkelret på denne. Af stolenes overbygning, som har dannet væg mod sideskibene, er intet bevaret, men en rille i dækplankerne antyder tilstedeværelsen. Stoleryggenes nuværende øvre afslutning stammer hovedsagelig fra ny tid. De to pulte har delvis oprindelige gavle, og det ene pultbræt er ligeledes gammelt, mens resten er fornyet. Stolene, der står på et forhøjet plankegulv, hvoraf halvdelen af nordsidens stammer fra 1800'rne, er opbygget efter den almindelige model kendt fra f.eks. Roskilde og Skælskør. De har gennemløbende dækplanker med fremspring over svungne armlæn beregnet til at støtte albuerne på, når gudstjenesten krævede, at kannikerne stod op. Til samme formål er der under sæderne anbragt konsoller (misericordier) formet som mandshoveder af forskelligt udseende. Vangerne har kvartcirkulære udsparinger til klapsæderne.





Created by Photo2Web Publisher